Jobsamtalen

Jobsamtalen
Er du så heldig at blive kaldt til jobsamtale, er du allerede kommet langt på vejen til et nyt job. Du har gjort et godt indtryk med din ansøgning, men du er kun halvvejs, for det er først nu, det rigtig gælder. Forberedelse til samtalen er et vigtigt nøgleord.

Forberedelse til samtalen
Det er en god ide at søge informationer om arbejdspladsen på forhånd. På den måde viser du din interesse. Lav i den forbindelse nogle spørgsmål, som du kan stille ved jobsamtalen.
Mange interviewere vil bede dig fortælle om dig selv og dine interesser. Hav derfor en præsentation af dig selv klar. Forbered en begrundelse for at søge netop denne stilling, ligesom du uden tøven skal kunne svare på, hvorfor virksomheden skal ansætte netop dig.


Husk at medbringe
På selve dagen er det en god ide at medbringe:

 Indkaldelsen til samtalen
 Dine forberedte spørgsmål
 Anbefalinger
 Kopi af ansøgning og CV
 Kalender i tilfælde af at du bliver bedt om at møde til en ny samtale
 Et fast håndtryk, passende påklædning og en god portion gå-på-mod


Jobsamtalens fem faser
En jobsamtale kan inddeles i fem faser:

Velkomst
Det er vigtigt at komme til tiden, dog ikke mere end fem minutter før aftalt tidspunkt. Førstehåndsindtrykket er lige så vigtigt, så sørg for at kende navnet på den, du skal tale med, giv et ordentligt håndtryk og se vedkommende i øjnene.

Infofasen
Når intervieweren fortæller om virksomheden, er det vigtigt at være aktivt lyttende. Vær positiv og interesseret. For at vise at du forstår, hvad der bliver sagt, er det godt at nikke ind imellem. At kigge på uret undervejs er derimod en meget dårlig ide. Det signalerer, at du keder dig. 

Interview
Se jobsamtalen som et en dialog frem for et interview og hold fokus på det, du kan bidrage med til virksomheden. Det er en god ide at uddybe din ansøgning og komme med argumenter til, hvorfor du passer til jobbet. Et godt tip er at forberede svar på spørgsmål om dine positive og negative sider. Tal aldrig negativt om andre.

Spørgsmål
At stille spørgsmål om virksomheden, dens forventninger, arbejdsmiljø, udfordringer og fremtidsplaner er en god måde at vise interesse for arbejdspladsen.

Gode spørgsmål til en klinikejer kan være:

-Hvor mange patienter er der i kartoteket?
-Hvor mange patienter er der sat til ny assistent?
-Bliver patienter prioriteret tilfældigt eller efter prioritet mellem tandlægerne og klinikejeren?
-Har I tid til en nyuddannet medarbejder?
-Kan jeg bruge den tid, det tager mig i starten, eller har I et mål for, hvor hurtigt en cand.odont. skal arbejde?
-Hvordan udregnes provisionen - af indkomsten eller omsætningen?
-Betaler man selv sin teknik?
-Kan jeg få lov til at behandle efter de principper, jeg har lært på skolen, eller har I en rutine, I regner med, jeg følger?
-Hvad har den tidligere assistent omsat for? Regner I med, at jeg omsætter for det samme?

 Afslutning på samtalen
Er du stadig interesseret i jobbet, giver du naturligvis udtryk for dette. Spørg gerne til den videre procedure: Hvornår kan du regne med at høre fra virksomheden igen? Skal der være en anden samtalerunde? Afslut jobsamtalen på en god og høflig måde.

Find flere gode råd
Få flere råd om forberedelse til jobsamtale på disse hjemmesider, som alle giver gode råd om jobsøgningens alle faser:


Vikar- og rekrutteringsbureauet Adecco:
http://www.adecco.dk